Aktuelt
Danmarks Teaterforeninger jubler med i koret
60 millioner kroner mere hvert år til en scenekunstreform med fokus på at styrke de lokale scenekunsttilbud i hele Danmark og nå ud til flere, som ikke normalt kommer i teatret.
Også i Danmarks Teaterforeninger er det svært at få armene ned. Vi kan slet ikke vente med at bidrage til arbejdet og ser frem til endnu bedre rammer for vores 64 medlemsforeninger og deres mere end 500 ildsjæle og professionelle samarbejdspartneres arbejde med hvert år at formidle mere end 1.200 scenekunstoplevelser i alle hjørner af landet. Og – lige så væsentligt, vi er hinandens forudsætninger – endnu bedre rammer for vores samarbejdspartnere i scenekunsten.
– Vores drøm er, at en reform sikrer, at turnéaktiviteterne bliver økonomisk attraktive for producenter og kunstnere, udtaler Danmarks Teaterforeningers formand, Hanne Marie Knudsen. – I stedet for ofte at være det dræn i økonomien, der begrænser eller helt udelukker turné.
Den udadvendte kommunikation
I Kulturmonitor den 1. september blev en vigtig vinkel åbnet, nemlig den udadvendte kommunikation. Vi deler det synspunkt, at hvis ”scenekunstens aktører skal nå ud til flere, skal der øremærkes en finansiering, så de kan arbejde lige så innovativt med den udadvendte og inviterende formidling som den, der foregår på scenen.”
Tiden må være inde til at høste de senere års vigtige investeringer i analyser og udmønte dem i stærke, relevante og målrettede metoder og værktøjer til at nå det nye publikum. Danmarks Teaterforeninger er mere end klar til også at indgå i det samarbejde.